
På lørdag lyder det første startskud til årets største fest, den fem dage lange gadefestival Distortion. Med inspiration fra Roskilde Festival, afholder Distortion en opvarmningsevent i ugen op til selve festivalen. Eventen sker i samarbejde med DR og kommer til at foregå i det nye DR Koncerthus med Mike Sheridan, Kjeld Tolstrup og Le Gammeltoft som aftenens værter. Det er dog ikke i selve koncertsalen gæsterne slippes løs. Festen kommer til at foregå i to af husets studier, det ene med livemusik og dj optrædner fra Mike Sheridan og Kjeld Tolstrup. Med sig har de udenlandske gæster i form af engelske The Chain og skotske Sei A. I det andet studie finder man underholdning fra blandt andre Syg Lyd og Trolle&Rosenstand. Udover de to studier breder festen sig til Koncertshusets Panorama Café, der har udsigt over Ørestaden. Distortions resident vj Kristian Kragelund sørger for, at festens billedside matcher lydsiden i både studierne og på Panorama Café.
Hvis du ikke har fået nok når klokken har passeret 03, er der ingen grund til bekymring. Der er efterfest i Under Vand, et nyt kultursted, der ligger lige under Ørestad metrostation. Efterfesten er gratis og stopper først længe efter det er blevet lyst. Festen i Koncerthuset koster 100 kr., men er gratis ved køb af turpas til hele festivalen. Hvis ovenstående har været en lang og irriterende namedropping, så lad det ikke afholde dig fra at se det kontroversielle Koncerthus med Distortions briller. Se facebook event her.