
Vi har gennem længere tid fuldt When Saints Go Machine, der snart klar med deres første album. Der er på førstesinglen skruet en anelse ned for falseten og op for et dybere og roligere udtryk end bandets tidligere produktioner. Vi bringer her et mail interview med bandet, der også optræder på Kødboderne 18 fredag aften.
Hvordan opstod i som band?
For at gøre en lang historie kort kender vi alle sammen hinanden på kryds og tværs gennem skole eller vores forældre. Og vi var alle sammen klar til at prøve noget nyt og stod ved et nulpunkt med en masse idéer og efter at have skrevet et par numre, stod det klart for os at vi ville mere end dét. Det var pludselig som et kollektiv og som om alle vores idéer komplementerede hinanden godt. Og så var vi et band.
I har med førstesinglen bevæget jer væk fra stilen på sidste års ep. Hvad kan man forvente af det kommende album?
At vi har arbejdet enormt meget med hvert enkelt nummer. Hvis ep’en var nogle fikse idéer, så er albummet hvem vi er. Vi skyder i mange retninger, og samtidig er vi forelskede i tanken om den enkle melodi, den rene popsang. De ting forsøger vi at forene, samtidig med at vi er fire mennesker med mange forskellige inspirationer.
Med sidste års ep og en optræden på Roskilde, er forventningerne til jeres første album høje. Hvordan har i det med det og tror i, at albummet kan leve op til forventningerne?
Selvfølgelig er forventningerne høje, ikke mindst fra vores egen side, det har vi det fint med, vi synes også bestemt at vi kan være stolte af albummets standard. Folk der forventer et album, der lyder som vores ep vil måske skulle høre det igennem en gang mere og vi håber, at folk vil forstå, at vi er et andet sted og på vej videre.
Og resten er vel smag og behag. Vi kan ikke diktere hvad folk skal kunne lide af musik, men forhåbentlig har vi ramt noget, der adskiller os fra mange andre bands og samtidig vil blive sat pris på af en frygtelig masse mennesker.
Hvem er I inspireret af og har I haft nogle inspirationskilder, der kan høres på albummet?
Listen ville være meget lang, hvis den skulle give et reelt billede af bandets kilder til inspiration. Nogle af dem ville man som lytter lægge mere mærke til end andre, selvom de måske ikke har været skelsættende for vores lyd.
Hvad angår vokal og lyrik er nogle få udvalgte Morrissey, Nick Cave, Robert Palmer, Fad Gadget, Arthur Russel, Nina Simone, Sons And Daughters og Beach Boys. På produktionssiden Moloko, Sun Ra, Quincy Jones, Arthur Russel og White Noise. Og techno.
Hvordan har arbejdsprocessen med det kommende album været?
Til at starte med tog vi et par uger i sommerhus og satte tre små studier op så vi kunne løbe frem og tilbage, skrive og komponere fuldstændig skizofrent som vi plejer når vi er hjemme. Her fik vi lavet omkring 30-40 skitser, der mere eller mindre blev til de ti sange, der er med på albummet. Efter vi vendte tilbage til København har vi så færdiggjort og skrevet nogle stykker mere og samtidig sendt numre frem og tilbage til Göteborg til vores nye femte hjul i bandet Christoffer Berg som mixer albummet og tilføjer nogle detaljer. Han har arbejdet med The Knife, Robyn og Fever Ray og er ret god til det med at trykke på knapper. I midten af marts var vi derovre for at lave meget af albummet færdigt. Det er besværligt at beskrive et års arbejde på så lidt plads, så det var den korte udredning I fik her.
Silas Moldenhawer og Jonas Kenton har sideløbende fået succes som Kenton Slash Demon. Hvad har det betydet for When Saints Go Machine?
Det er svært at sige, men det har måske betydet mere for Kenton Slash Demon end for When Saints Go Machine herhjemme, da det først er efter at vi har fået en del omtale med bandet, at folk har fået øjnene op for Kenton Slash Demon. Samtidig har folk på klubscenen i udlandet hørt deres første to ep’er. Så alt i alt komplementerer de to ting hinanden godt og de har tilsammen givet os et bredere netværk.
Soundvenue skrev i deres anmeldelse af jeres førstesingle, at i er et band, derklart har sigte mod udlandet. Har i det?
Ja det har vi helt bestemt. Vi kan ikke snakke for alle artister med engelsksproget materiale, men drømmen og målet for mange inklusiv os er et internationalt gennembrud. Vi har også været i dialog med flere udenlandske labels i England, Tyskland og Frankrig, men lige nu vil gerne have vores album færdigt så eventuelle samarbejdspartnere kan få et bedre billede af hvem vi er, så nu går jagten i gang.
Hvordan ser fremtiden ud for When Saints Go Machine?
Den er fyldt med musik, held og lykke, lange dage, lange nætter, håndtryk, indtryk, fyldte kufferter, larm, nedture, stilstand, rod, venskab, lyst, ugidelighed, diskussioner, balancegang, sved, spark og kys.